Ægge forstået

Tilberedningstid: 10 minutter
Ventetid: 30 minutter
Antal personer: 1
Redskaber: Minihakker, teske, spiseske, spartel, bradepande

 

Du spiser vel æg? 
Efter at jeg er gået over til at spise plantebaseret kost, får jeg mange spørgsmål om hvad jeg så spiser. Et af de typiske er om jeg spiser æg. Det gør jeg “ægge” da det kommer fra et dyr. Rent filosofisk vil jeg dog sige, at såfremt jeg boede på landet og havde mine egne høns, så kunne jeg godt overveje at spise æg. Men mere om det en anden gang.

Til gengæld kan jeg lave noget, der både i smag og konsistens får dig til at undre dig gevaldigt over: om der vitterligt er æg i min omelet. Denne opskrift er en basisopskrift, som jeg også bruger til min pizzatærte.

 

Du skal bruge 
100 gr. silke-tofu (almindelig tofu kan også bruges)
1 shot soyadrik, 2cl  (el. vand)
1 spsk gærflager
1 spsk majsmel
1 tsk hvedemel
1 tsk dijon-sennep
1 tsk tahin
1 tsk soya
1 tsk æbleeddike
1 drys gurkemeje
1 drys cayenne-peber
1 drys friskkværnet peber
evt. et nips salt

Læs mere

ægge-forstået-ingredienser

Sådan gør du
Smid alle ingredienserne op i minihakkeren og kør indtil det har fået en lind konsistent. Smag evt. til med salt så det passer til din salttolerance. Husk der er intet at være bange for med den “rå” omelet, da der jo ikke er æg i.

Omeleten på billedet har jeg blandet med lidt finthakket løg og grønne bønner, inden jeg har lagt den op på bagepapiret. Bagefter har jeg pyntet med finthakket tomat og krydret med oregano og timian.

Hvis du stiller bradepanden ind i en kold ovn og sætter temperaturen til 200° skal den have ca. 30 minutter.

ægge-forstået-anretning

Opskriften på kartoffelrösti er enkel. Tag en kartoffel, skyl den, riv den på rivejernet (med skræl). På bagepapiret smører du en smule olie ud, der hvor din rösti skal ligge. Pres væden ud af den revne kartoffel og gør som anvist på billedet. Kværn lidt peber over, sammen et nip salt og evt. et nip røget paprika (almindelig paprika kan også bruges).

Champignonerne på billedet er renset for jord og delt i to og derefter lagt direkte på bagepapiret uden yderligere smagsgivere.

Så mangler du bare en kop kaffe og et glas juice og måske et stykke ristet brød, så kan dagen bare komme an.

Velbekomme.

Læs mindre