Bagte Bønner

Redskaber: spækbræt, urtekniv, 1 ildfast fad, 1 gryde

 

Tid er den dyrebareste vare

Det var lørdag morgen. Den var startet med længselsfulde forventninger og hede drømme om smukke fejltagelser … Og så noget med at have været på en fremmed planet og så hele konceptet omkring tid. Fordi tid er jo det vigtigste vi har at forholde os til som mennesker. Det er jo tid, der afgører om du kan komme på arbejde og tjene penge. Det er tid, der afgører om du møder kærligheden … Og dø, det skal vi jo alle.

Men mest af alt så havde jeg lyst til Baked Beans. Nok også fordi at jeg havde været så smart at sætte hvide bønner over dagen før, inden jeg gik i seng. Kogte kartofler har jeg også oftest klar. Og fordi det er sæson for grønne bønner, så havde jeg selvfølgelig også dem klar i køleskabet i en plastikbøtte med grønt låg fra IKEA.

Jeg havde nippet enderne af bønnerne og givet dem en hurtig tur i kogende vand. Bagefter fik de et par håndfaste dryp frisk limesaft, et diskret drys groft salt og et par gavmilde spsk finthakket tomat, grøn peber, løg og chili inden de blev parkeret på køl i førnævnte plastikbøtte … med et par skiver grillede auberginer … selvfølgelig.

Bagte Bønner

De hvide bønner kogte jeg med 3 fede hvidløg, 1 tørret chili, 2 blade laurbær, hvidvinseddike, peberkorn og salt. Bagefter røg hvidløg, chili og peberkorn op i stavblenderen sammen med en dåse flåede tomater.  De kogte hvide bønner røg over i en plastikbøtte, fordi gryden skulle bruges til at lave basen til tomatsovsen. Til basen brugte jeg et finthakket rødløg, 1 spsk paprika, 1 tsk røget paprika og 1 lille dåse tomatpure. Blusset blev sat på laveste temperatur og løgene fik et par spsk af den gode rapsolie. 

Imens varmen satte gang i den magiske kemiske proces i gryden, lod jeg stavblenderen gøre det grumme arbejde. Jeg smagte til med lidt salt og peber … og det hemmelige trick til tomatsovs … Engelsk Sauce … Uhm

I mellemtiden var det blevet tid til at få rørt rundt i gryden. Her røg der lidt tørret timian og oregano med. Herfra var det blevet tid til at tilsætte blenderens arbejde, sammen med en halv dåse vand. Man skal jo have det hele ud af dåsen. Efter en hurtig omrøring røg låget på og det fik lov til at hygge sig indtil smagen havde udviklet sig helt perfekt (ca. 20 minutter).

Til sidst røg de kogte hvide bønner i og det fik 5 minutter med varme, hvorefter jeg slukkede og stillede gryden til side og lod eftervarmen klare resten …

Vil du lave min spiste komposistion skal kartoflerne ind i den kolde ovn først, i det ildfaste fad med lidt olie. Sæt temperaturen til 200°. Efter 15 minutter tilsætter du de bagte bønner og vender kartoflerne rundt. Efter 10 minutter tager du fadet ud af ovnen og putter grønne bønner fra plastikbøtten på køl over på fadet også. Herefter stiller du fadet tilbage i ovnen og slukker for varmen. Efter 10 minutter er der mad …

 

Velbekomme