Bare tilsæt ris …

Det var et par dage før kokkene fra Madhus 24 skulle op og lege i mit køkken. Der var lidt råvarer som skulle bruges. Som sædvanlig. Bagefter var det blot at koge lidt ris og servere det direkte fra fadet af.

just-add-rice-3

Første stop var at tørriste champignonerne (bare med lidt groft salt drysset over) direkte i fadet inden i ovnen. Det tog ca. 25 minutter på 200° (startet fra kold). Derefter røg der lidt hakket rødløg, en gennemsnitlig tomat, skåret i grove kvarte. Det samme med en squash. Helt almindelig og kedelig. Jeg havde også en lille klump rynket grøn peber, der skulle bruges. Den blev grofthakket. Jeg smed lidt finthakket hvidløg og chili med og et gavmildt drys af den gode rapsolie, inden det hele blev rodet godt igennem og peberkværnen kom lidt på arbejde. Til sidst røg der lidt æbleeddike, udover, inden fadet røg ind i ovnen igen i 15 minutter.

I mellemtiden hakkede jeg lidt gulerod og bladselleri, som med løs hånd blev kastet over fadet, da det blev taget ud af ovnen. Der skal jo være noget der knaser lidt.

Og ja … jeg brugte også lidt timian. Har du som mig lidt Cashewnødder liggende, så smager det også fantastisk til.

Velbekomme