Den bedste sandwich

September var så småt ved at dø. Efteråret var ankommet. Jeg havde besøg fra New Jersey. Jake, en ung mand med en drøm om at se det europæiske kontinent. Han kom anstigende med en akustisk guitar og en næsten ny rygsæk. Han havde forsøgt sig med at komme til Irland to gange den seneste uge, men var hvergang blevet afvist, fordi han ikke svarede korrekt på de kryptiske spørgsmål, som immigrationsmyndighederne stillede ham. Ifølge Jake, får man den bedste morgenmad i detentionen i Manchester.

jake

Jake er bror til en af mine venner der hedder Chris, som jeg mødte i Asheville da jeg boede der et par måneder, tilbage i 2014, på min tur til USA. Jeg blev oprindeligt lokket til byen af min ven Eddie Cabbage, fordi vi delte passionen for gamle skrivemaskiner, Single Malt og nøgne kvinder. Du ved … helt almindelige ting i min tilværelse.

Jake, havde brug for et sted at kunne slappe lidt af, og samle tankerne, inden det tredje forsøg skulle gøres, med rent faktisk at få lov til, at komme til Irland. I skrivende stund befinder han sig et sted mellem Tyskland og Frankrig. Det er noget med en færge fra Normandiet, der sejler direkte til Irland. Denne gang har han forhåbentligt, orden i papirerne. Ellers vender han vel tilbage, en gang i næste uge.

squared-hamburgers

Nå men mad skulle der jo til … To kunstnere der er i gang med hver deres delikate kreative processer skal jo æde en gang i mellem. I et stykke tid har jeg haft lyst til at lave en opdateret (og plantebaseret) udgave af den berømte cowboyder-toast. Du ved dem man plejede at kunne købe en sen nattetime på en gusten bar, i et lusket kvarter, til overpris. Noget der minder om hakkekød. Firkantet bøf. Løg, presset ud af en tube. Toastbrød. Pakket i plastic. Kvadratisk. Praktisk. Varmet i noget der minder om en overdimensioneret brødrister. Nogen gange var man så heldig, at der var både sennep og ketchup til.

firkantede hakkebøffer

Hakkebøffen finder du en opskrift til her. En bradepande med bagepapir på gør tricket med at lave kvadratiske hakkebøffer. Brødet var i dagens anledning Mormorbrød fra Rema 1000. Hvidt brød syntes at være at foretrække, for at understøtte oplevelsen. Jeg forsøgte mig med at riste brødskiverne, men det viste sig at være bedst med bløde skiver. I virkeligheden skulle brødet jo bare holde sammen på det lækre inden i. Ligesom med en burger. Så man ikke får alt for fedtede fingre.

bløde løg

Bløde løg laves på en pande med lidt olie (eller smør). Tilsæt lidt salt. Hold blusset på simrestyrke. Den gode smag kommer med tiden der tilbringes på den lune pande. Når løgskiverne bliver tilpas bløde og let brune ryger der lidt æbleeddike på panden og lidt friskkværnet sort peber. Eventuelt lidt brun farin for at hjælpe karameliseringen godt på vej.

Puha … det blev jo lige pludseligt lidt omfattende for noget så simpelt som en sandwich … men … det er jo plantebaseret og det skal fandme smage godt. Det er jo verdens bedste sandwich … så …

squared-sandwich-open

Sennep skal der til. Et tyndt lag på hver brødskive. Og Mayo hvis man har.

For at få gang i sammenspillet mellem det sure og søde havde jeg lavet en æblekompot i ovnen. Et stort æble. Af dansk oprindelse naturligvis. Flækket i to. Find et lille ildfast fad. Tag en chili. Flæk den på tværs. Læg den nederst i fadet. Med skindsiden nedad. Læg et æblestykke ovenpå hver halvdel. Med skindsiden opad. Smid to-tre fede hvidløg med i fadet. Et helt almindeligt løg, med roddelen skåret af, skal der også være plads til.

Ca. 30 minutter i en 200° varm ovn gør tricket. Herefter er det blot at fjerne skindet og kernehuset fra æblestykkerne. Pres løget ud af skrællen som var det en tube tandpasta. Frugtkødet og kerner fra chili fjernes let fra skindet med en gaffel. Skindet kasseres. Kerner og frugtkødet moses med gaflen. Hvidløget presses let og elegant ud gennem sprækkerne i skrællen. Lav gerne rigeligt for det kan også bruges til andre ting.

Sprødhed må der også til. Til det formål tog jeg lidt spidskål blandet med lidt drueagurker og cornichoner i små tern. Lidt finthakket rå løg. Små syrlige tern fra et dansk æble. Lidt tørret dild og persille, og lidt af saften fra de syltede agurker. Begge slags. Friskkværnet sort peber. Eventuelt lidt citronsaft. En skefuld af den bornholmske rapsolie gjorde underværker. En time på køl gør det helt sublimt.

 

God fornøjelse og velbekomme.