Den evige Madrebel

Engang var det dekadent og opstyltet. Så begyndte jeg at tumle rundt i verden, på egen hånd, med min rygsæk. Her opdagede jeg, hvor lidt der skal til for at skabe det gode måltid, og den ægte glæde der opstår ved at dele sit måltid med fremmede, der bagefter bliver ens venner.

I mange år spiste jeg alt. På det seneste har jeg med stor succes, kastet mig over det plantebaserede køkken. Det gjorde jeg af mange årsager, men grundlæggende handler det om, at jeg syntes der er noget forkert, ved den måde vi behandler vores planet på – og de væsner der bor her.

Jeg er ikke vegetar eller veganer. Jeg spiser bare plantebaseret mad, fordi det giver mening for mig. Hvis der ikke er andet at æde, så spiser jeg hvad der bliver serveret.

Jeg mener grundlæggende, at madopskrifter er noget vi skal dele, så alle kan få gavn af den viden den enkelte af os besidder. Ligesom med alt andet viden. Det er mit håb, at du bliver inspireret til at prøve kræfter med det plantebaserede køkken. Hvis du offentligt “låner” af mine tanker og ideer herinde, vil jeg sætte pris på henvisning til kilden.

Jeg har skarpe og markante holdninger til fødevareindustrien og den mad vi spiser. Fra tid til anden lufter jeg derfor mine holdninger midt i mylderet af mine opskrifter. Det er jo min madblog. Hvis du vil i kontakt med mig, kan du bruge kontaktformularen herunder.

Rigtig god fornøjelse og velbekomme.

 

Kontakt