Det æg en kage

Tilberedningstid: 35 min
Antal personer: 3
Redskaber: pande, stor tallerken, gryde, skål, kniv, skærebrædt, ske og gaffel.

 

Bedst serveret på en søndag eftermiddag
Hjemme på fyn, hvor jeg kommer fra, har vi noget vi kalder fynsk æggekage. Det er en af den slags retter, der minder mig om søndag eftermiddag – den serveres lige omkring hvor foråret har gjort sit første indtog og dagene er blevet lysere. Ovenpå æggekagen ligger et let lag af stegt flæsk, der sammen med duften af friskbagt rugbrød gør, at mine gæster glæder sig til at lade kniven glide ned i igennem deres stykke. 

Læs mere

Se nu var jeg jo i Sydamerika og ligesom i Spanien, hvor de har deres version, der hedder Tortilla, har Sydamerikanernes deres.  Min version af en æggekage/Tortilla, syntes at være det rigtige måltid, at servere for mine to venner, Matthew og Cristián (fra henholdsvis Australien og Chile).  Det var tilfældigvis søndag eftermiddag og solen havde brugt hele formiddagen på at varme terassen op på vores hostel. Så hvilken bedre anledning var det vel ikke, at bruge sin søndag eftermiddag på, nu hvor sulten havde meldt sin ankomst – og weekendens strabadser var ved at fortage sig.

I denne udgave tager vi udgangspunkt i nogle af de råvarer, der altid findes hos den lokale grønthandler i Buenos Aires. Husk at lidt ristet pancetta eller tynde skiver lufttørret pølse gør retten endnu bedre. Er du mere til en vegetarisk ekstravagant udgave, kan skiver af grillet aubergine ovenpå gøre tricket. 

Læs mindre

 

Du skal bruge
1 stor bagekartofel
1 løg
1 rød peber
2 tsk. paprika
6 æg
Olie
Salt og peber

 

Sådan gør du
Vask kartoflerne grundigt og skær dem i mundrette stykker. Hæld dem i en gryde med saltvand og bring dem i kog. Hak løg og peberfrugt groft. Når kartoflerne koger venter du 2 minutter. Tag gryden af blusset og stil til side. Smid panden på det varme blus og skru ned til 1/3 styrke. Hæld et skud olie og smid løgene på. Lad dem stå og få farve stille og roligt. Efter 5 minutter tilsætter du peberfrugten og evt. hvidløg. Lad det hele stå og simre 10 minutter, mens du rører rundt en gang imellem – smag til med lidt salt og peber. 

Læs mere

Find skålen frem og slå hul på æggene og brug gaflen til at piske dem godt sammen med salt og peber. Hæld vandet fra kartoflerne og skyl dem godt i koldt vand, så resterne af stivelse trækker ind igen (det giver dem en lidt sejere konsistens!). Kartoflerne skal være al dente. Det vil sige, lige før de er helt kogte.

Når peberfrugten begynder at blive let branket, er det tid til at smide kartoflerne på blusset sammen med paprikaen. Vend det hele rundt en gang imellem, indtil kartoflerne har fået farve og smag af løg og peberfrugt. Sørg for at kartofler, løg og peberfrugt ligger jævnt fordelt over hele panden. Hæld de piskede æg på panden og sørg for at det hele bliver jævnt fordelt. Find en stor tallerken eller et låg, der passer i størrelsen til panden og læg det over så varmen bliver indenfor – du kan godt klare det uden, men så tager det længere tid.

Har du adgang til en ovn kan du også stille panden i ovnen (såfremt den er lavet til det og uden låg!) ved ca. 170°. Det tager 10-15 minutter for æggekagen at blive færdig.

Lad den stå og trække 5 minutter før du evt. serverer den sammen med lidt grøn salat og lidt groft brød. Skulle nogen have efterladt lidt ost i køleskabet er der ingen grund til, at holde sig tilbage.

Buen Provecho.

Læs mindre