Elementært

Tilberedningstid: 30 min
Antal personer: 2
Redskaber: pande, gryde, kniv, skærebrædt og ske

 

At rejse på et stramt budget
Når man er på et stramt budget kan det oftest være svært at få det hele til at hænge sammen, når der skal kød til. Et godt alternativ til kødet er champignon. Champignon er rige på bl.a. protein, og hvis du behandler dem korrekt får du en velsmag uden lige. Vil du kaste dig over en ekstra lækker lasagne, kan du også bruge fremgangsmåden med champignoner her, hvis du vil erstatte kødet. Samspillet med fløden gør at du får den der dejlige smag i munden, der mætter godt i maven.

 

Du skal bruge
300gr. champignoner
1 skalloteløg
1 fed hvidløg
Lidt citronskræl
3-4 spsk lys vineddike (eller æblecider-eddike eller citronsaft)
Salt og peber
Olivenolie
300gr. spaghetti
Lidt piskefløde*
Lidt friskrevet parmesanost
Lidt frisk basilikum til pynt

*Brug evt. resten til dessert sammen med lidt frisk frugt

 

Sådan gør du
Start med at gøre ingredienserne klar. Rens først champignonerne for evt. snavs og jord. Derefter skær dem groft i halve eller kvarte alt efter størrelsen. Finthak løg og hvidløg. Skær et par tynde skiver af citronskallen og finthak dem. 

Læs mere

Næste stop er at fyre op under panden. Den skal være rygende varm før du putter champignonerne på – og du skal ikke bruge olie før senere. Grunden er at der er meget vand i champignoner, og det vil vi gerne have ud. En anden god sideeffekt er, at det øger smagen af champignonerne og giver en form for kødtekstur, hvilket er godt når man skal undvære kødet.

Når du har smidt champignonerne på panden, drysser du lidt salt på dem. Det er med til at speede processen op, og tid kan være en væsentlig faktor, når man deler køkken med 30-40 andre gæster.

Når champignonerne begynder at smide vandet, kan du se, at der i bunden af panden kommer en let brunlig væske, og de begynder at krølle sig sammen. Samtidigt skulle den fantastiske duft fra champignonerne også gerne sprede sig – det plejer også at være her, du får de første positive kommentarer. Denne proces tager cirka 6-8 minutter. Når champignonerne begynder at lyde som små stykker flamingo er de klar til næste skridt.

Hæld lidt olie på panden og skru ned til halv styrke på blusset. Tilsæt løg, hvidløg, citronskal og eddiken. Mix det hele sammen og lad det simre 3-4 minutter.

Rør rundt igen og lad det simre 2-3 minutter mere. Herefter tilsættes fløden uden at overdrive. Vi ønsker kun smagen og ikke for meget fedt! Lad det simre 2-3 minutter inden du rører let rundt i det igen. Smag til med salt og peber og stil til side.

Næste skridt er pastaen. Start med at koge vandet. Når du koger pasta, er det meget vigtigt, at der er rigeligt med vand og at det smager af saltvand. Ellers bliver din pasta røvkedelig!

Når vandet koger, tilsætter du pastaen og rører let rundt løbende. Når pastaen er kogt al-dente, skruer du blusset ned, til halv styrke og tager gryden af blusset. Hæld pastaen over i et dørslag, eller brug låget til at holde pastaen i gryden. Husk at gemme lidt af kogevandet, ca. en halv kop. Smid panden med champignonerne på blusset igen, og vend pastaen samt et par gode spsk kogevand sammen med champignonerne.

Vend det hele godt sammen og server straks. Hvis du har lidt parmesanost er det altid et sikkert hit at rive lidt udover retten, når du serverer den. Har du lidt frisk basilikum løfter det retten endnu mere.

Buon Appetito.

Læs mindre