En værre suppedas

Og pludseligt skulle jeg også genfinde lykken i hverdagen påny. Midt i rodet af flyttekasser, usamlede reoler og madrassen der lå på stuegulvet. Den havde ligget der alt for længe. Der havde ikke været tid til at få støvsuget det rum, der skulle gøre det ud for sovekammer. Det var fyldt med døde bænkebidere, på det slidte gamle gulvtæppe med divergerende farvenuancer. Nogle steder med stænk af blåt. Andre steder med stænk af grønt. Ved terrassedøren er det afbleget til grålige toner. Som en fejlproduktion. Billigt til salg. På tilbud. Ligesom os.

Datoen var også forkert. Sidst på måneden. Vores sidste finansielle midler var en pose med blandet pant. Glas og dåser. Viktualierummet bød på to porrer i mint condition, en nævefuld halvvisne asparges, fire kartofler i ordinær skrællestørrelse og en spændstig gulerod i sit livs form. Skuffen med alle de tørre råvarer, ved siden af komfuret, overraskede med en sørgelig rest grønne linser og et par soltørrede tomater fra Trader Joe’s. Sidstnævnte blev købt i Aldi, en dag i januar, hvor jeg uheldigvis var gået ind af den forkerte dør. Jeg skulle have været forbi maleren og købe maling.

Krukken på køkkenbordet gemte på et par fede hvidløg, og tillige havde krydderihylden, stadigvæk, masser af herlige smage at byde på. Der var med andre ord, rigeligt, til at behage ganen med.

Vejret på den lange brofaste ø viste sig fra sin sædvanlige lunefulde side. Solrig og blæsende. Temperaturen typisk april. Utilregnelig. Ligesom vejrudsigten, der ændrer sig hurtigere end jeg kan rulle en smøg og skænke et glas whisky op. Sidstnævnte, kun hvis jeg altså var i den situation, at jeg havde mere tilbage … men det havde jeg ikke fordi gribbene i København stadigvæk er igang med at afslutte resterne af det boligsalg, der har gjort det muligt, at bosætte mig på min nye permanente residens.

 

Det gamle lortehus, der til vores hyggelige forbavselse, har vist sig at være i en ganske bedre stand, end først antaget. For to dage siden fik jeg endelig liv i den gamle ovn, uden at den slog HFI-relæet fra efter 2 minutters brug. Det havde taget mig næsten 3 uger, at få skidtet revet udfra væggen og flå lidt tilfældigt i de vægmonterede ledninger fra 70’erne. Bare nok til, at de langt om længe holdt op med at sprutte og gnistre. Så nu kan vi også bage brød. Og kage(r).

Alt i alt et ganske fornuftigt udgangspunkt til at få gjort kål på de sidste sørgelige rester, så vi kunne få noget varmt at æde igen.

Kartoflerne blev skrællet og skåret i skiver inden de røg over i gryden, sammen med olie nok til at give dem stegeskorpe uden at brænde for meget på. Herefter røg linserne i. Der var  et halvfyldt glas. De soltørrede tomater, blev hakket i små tern og kylet i gryden, sammen med vores sidste gulerod i skåret i skiver og en sjat riseddike (vi var løbet tør for æbleeddike), og salt og en sjat soya. Herefter hældte jeg rigeligt vand over og lagde låget på. Temperaturen sat til middel.

Mens jeg ventede;15-20 minutter, eller deromkring, fik jeg renset porrerne, skåret dem i skiver og delt dem i to bunker. En med de hvide skiver og en med de grønne skiver. De hvide røg op i gryden sammen med en gavmild spiseskefuld af den gode Tahini. Det hele blev lidt grynet. Det forsvandt lige så snart jeg rørte rundt og smagte til med salt, sort peber og lidt mere riseddike. Låget røg på igen og jeg fik givet de slatne asparges kunstigt åndedræt. Iskoldt vand. Knæk knæk knæk. Et puslespil lavet af asparges. Bundstykkerne røg i kompostspanden. Det er godt at bo på landet.

Som det sidste trin røg de grønne porreskiver i gryden sammen med de friskknækkede aspargesstumper, et skud løgpulver og lidt mere vand. Efter et raskt opkog og en let omrøring blev gryden stillet til side. Derefter hviletid nok til at smagen af asparges kom frem.

Et lille drys røget paprika inden servering fik Skøgen til at udbryde “Der mangler et stykke røget udkogt flæsk.“ Til det svarede jeg “Du må nøjes med et par skiver ristet brød …”

Velbekomme.