Fyldt græskar

Tilberedningstid: 1 time
Antal personer: 2
redskaber: bradepande, kniv, skærebrædt, pande og gaffel

 

Om at blive forelsket
Tilbage i 2011 havde jeg en lille affære med min spansklærer, da jeg igen var tilbage i Buenos Aires – for jeg ved ikke hvilken gang. Indrømmet – det var ikke meget spansk, jeg fik lært i den periode. 

Læs mere

Til gengæld var jeg så heldig, at min lærerinde tog mig ud på en række af de gode restauranter.  En aften var vi på en restaurant der hedder La Cholita. Adressen er: Rodriguez Peña 1165. Den ligger på en sidegade til Av. Santa Fe. Træværket i indgangspartiet er malet i en kraftig rød farve, med glasfacade hele vejen op i de to smalle etager. Er der en lang kø udenfor, er du landet det helt rigtige sted.

Denne særlige aften fik vi bl.a. en kasserolleret bestående af græskar, søde kartofler og spinat med sprød osteskorpe på toppen. Den blev serveret i en lerpotte med høj kant, og vi fik den sammen med en grillet ørred og en frisk salat. Det smagte helt fabelagtigt, og derfor var det naturligt for mig at lave min egen version, da jeg var tilbage i Buenos Aires et år senere. For dig der måske  ligesom mig, hænger ud på  et hostel i Sydamerika, er du nødt til at prøve denne ret, her, hvor græskar er en meget brugt ingrediens. 

Læs mindre

 

Du skal bruge
2 agern squash
1 sød kartoffel
2 skalotte løg
2 fed hvidløg
1 lille håndfuld bredbladet persille
1 lille klump pancetta – nok til 2 personer
Olie
Citronskal og saft
Lidt chili
Lidt fløde
Salt og peber

 

Græskar til folket
Græskar findes i alskens størrelser og form – og glem ikke kernerne! Efter en tur i ovnen bliver de fugtige kerner tørre og sprøde – lige til at knase. Retten kan laves vegetarisk med f.eks. champignoner. Alt efter størrelsen mætter retten rigeligt uden ekstra tilbehør. Den tager lidt tid, men det meste foregår i ovnen, så du har masser af tid til at gøre andre ting. 

Læs mere

Oprindeligt fik jeg, som nævnt tidligere, retten i en lerskål. Det kan godt være svært at opdrive, særligt når man bor på et hostel. Jeg har prøvet at lave retten i forskellige former for glas -og stålfade. Det kan godt lade sig gøre, men jeg foretrækker at gøre det direkte i græskarret. Det giver retten en vis autencitet og så sparer det opvask, hvilket heller ikke er af vejen. Til denne opskrift har jeg valgt at bruge Agern Squash, der er en typisk græskar fra bl.a. Argentina. Du kan i princippet bruge en hvilken som helst, men sørg for at vælge en i den rette størrelse, og en der kan stå eller lægge af sig selv.

 

Sådan gør du
Start med at skære toppen af græskarrene, så du har et låg at lægge over, når du har fyldt dem op med fyldet. Find panden frem og sæt fut under den. Find din klump pancetta og skær den i små mundrette bidder. Smid på panden med lidt olie. Skær skallotteløget og hvidløget i tynde skiver. Skræl den søde kartoffel og skær den i små bidder.

Når din pancetta har fået lidt farve, tilsætter du løg og hvidløg og skruer ned for blusset. Når duften af løg breder sig, tilsætter du de søde kartoffeltern. Finthak lidt citronskal og chili og tilsæt til fyldet på panden sammen med saften fra en halv citron. Grofthak persillen og tilsæt den umiddelbart efter. Skru ned til laveste blus og smag til med salt og peber. Det må gerne være let oversaltet og oversyrligt, så det giver smag til græskarret. Fjern kernerne fra græskarret og find en bradepande frem  (gerne en med slip-let belægning). Fjern frøstrimlerne fra kernerne og fordel dem i et lag på bradepanden – sørg for at der er plads til dine græskar.

Tænd for ovnen og sæt den til 180°. Fyld græskarrene med fyldet fra panden. Pres det godt sammen og tilsæt et godt skvævt fløde. Sørg for at det glider ned imellem fyldet. Læg låget på græskarrene og stil ind i midten af ovnen. Efter 15-20 minutter i ovnene kan du fjerne de nu tørre græskarkerner, og lægge dem til side på en tallerken.

Giv græskarrene 20-40 minutter mere eller indtil græskarrene er blevet godt bløde i skindet. Spis græskarrene med det samme og brug en ske eller gaffel til at grave fyldet ud. Du kan også tilsætte lidt revet ost på toppen og stille ind på eftervarmen, så osten smelter lidt. Server med en lille håndfuld af de tørrede kerner som du rister af i lidt olie så de får farve, inden du med rund hånd drysser dem over græskarrene.

Buen Provecho.

Læs mindre