Kartoffelsuppe

Tilberedningstid: 45 min
Antal personer: 2
redskaber: pande,  gryde, køkkenkniv, skærebrædt og ske

 

Til de dage hvor man har det bedst indendøre.
Kartoffelsuppe er en dejlig sjælevarmer. Oprindeligt er det en opskrift hjemmefra, som jeg tager frem, når det rusker udenfor og regnen vælter ned. Den giver dig varme og næring, den er nem at gå til, den mætter godt, og du kan med garanti altid finde ingredienserne til den.

Opskriften på kødbollerne kan bruges til mange andre spændende ting. F.eks. til spaghetti med tomatsovs eller en blomkålssuppe. Den kan også snildt laves i en vegansk udgave. Både med og uden “kødboller”, men det kigger vi på en anden dag.

 

Du skal bruge
1 stor bagekartoffel
1 stor porre
Smør*
Olie
1 lille løg
1 hvidløg
300gr. hakket oksekød
1 spsk flødeost
2-3 spsk hvidvinseddike
Salt og peber
Et par laurbærblade
Evt. lidt timian

*På de fleste hostels finder du altid lidt smør i køleskabet fra morgenmaden

 

Sådan gør du
Første skridt er at hakke det lille løg rigtig fint sammen med hvidløget. Smid oksekødet op i gryden, sammen med løg, hvidløg, flødeost, salt og peber. Mix det hele godt sammen – husk at smage på farsen om den har fået nok salt! 

Læs mere

Evt. kan du lave en lille test på den varme pande, hvis du ikke er så komfortabel med at spise råt kød. Når farsen er klar, stiller du den til side, mens du gør kartofler og porrer klar. Skræl kartoflen og flæk den på langs. Skær den herefter i skiver på ca. 1 centimeter. Vask porren grundigt og snit den i skiver.

Næste skridt er at forme farsen til små kødboller. Find derefter panden frem og smid den på et varmt blus. Giv den lidt olie og læg kødbollerne på. Lad dem få lidt stegeskorpe inden du vender dem forsigtig rundt. Når de har fået stegeskorpe på begge sider, skruer du ned for blusset og lader kødbollerne simre færdig i saften – indtil de er næsten faste i kødet. Herefter stiller du dem til side.

Næste skridt er at smide en klat smør og lidt olie i gryden og sørge for at der er blus på. Tilsæt først kartoflerne og lad dem få lidt farve og smag af smørret, mens du løbende vender dem. Tilsæt herefter porrerne og vend det hele godt rundt så det hele får smag af fedtstoffet. Når porrerne har fået lidt farve, tilsætter du vand, til det akkurat dækker.

Smid et par laurbærblade og et par spsk eddike i. Skulle du være så heldig at have lidt timian er det godt at smide i sammen med laurbærbladene. Rør rundt og bring det i kog ved lav temperatur. Når vandet koger, smager du til med salt og peber. Lad det simre ca. 10 minutter, hvorefter du tager grydeskeen og grovdeler kartoflerne, så de er i kvarte stykker.

Tilsæt så kødbollerne sammen med saften fra panden. Vend det hele godt rundt (uden at ødelægge kødbollerne!), og smag eventuelt til med lidt salt og peber. Lad det simre i ca. 5 minutter, inden du serverer suppen.

Velbekomme.

Læs mindre