Mad i lag

Livet på landet er godt. Så godt at tiden flyver afsted. Det har været godt for sjælen at komme væk fra storbyens larm og skrammel – og få noget jord under neglene.

Der bliver stadigvæk skrevet og kokkeret, når jeg engang imellem har ledige stunder, mellem byggeprojekter, slagsmål med ukrudtet og aflivning af de forbandede dræbersnegle; sidstnævnte to syntes at sprede sig hurtigere end Donald Trump tweeter.

Dræbersneglene har jeg fundet stor glæde i at “tabe” mursten på. Det er ligesom at få en stor sten i hovedet og så er det slut. Det er de små glæder i livet man må tage sig …

Modsat dræbersneglene så får du et valg … herunder følger en længere moraliserende smøre. Hvis du hellere vil direkte ned til min opskrift på mad i lag, så er det igang med fingrene, indtil du næsten rammer bunden af siden.

Min beslutning

Det er nu snart to år siden, at jeg besluttede mig for at leve plantebaseret. Det holder stadigvæk, men jeg har også erfaret at fra tid til anden, så er jeg nødt til at være den høflige, der spiser hvad der bliver serveret.

Det gør jeg fordi, der stadigvæk er alt for mange fordomme omkring det at spise plantebaseret – det til trods for at der er rigeligt med dokumentation for at det er bedre for kroppen – og at det er bedre for miljøet. For at være helt ærlig, så gider jeg sgu ikke diskutere med andre mennesker, omkring den føde jeg propper i hovedet.

Livet er sgu for kort til at slås om maden. Så længe alle er glade, så fred være med det. Jeg har truffet et valg og ført det ud i livet.

Og jeg forsætter også gladeligt her på min blog med at dele mine madoplevelser og mit frie liv; når jeg har lyst og gider, fordi det er en af de ting jeg undrer mig over, når jeg ser på en masse af de såkaldte madblogs; reklamer for dit og dat, opskrifter der er skamløst tilrettede kopier fra andre hjemmesider – altsammen serveret uden reelt indhold og nydeligt tilsmagt med tomme kalorier for hjernen.

Hvad fanden får de ud af det (udover usle håndører)? Og hvad fanden får de ud af at kalde sig selv for food-stylister? Gør det deres liv mere lykkeligt? Opnår de en form for selvtilfredsstillelse? Håber de selv på at blive den næste Jamie Oliver, Claus Meyer eller hvad?

Og hvad med dem der læser og deler opskrifterne? Får de nogensinde lavet den mad, som de sidder og savler over? Eller bliver det bare ved tanken, mens appetiten stilles med noget færdiglavet fra køledisken?

Ligesom det med at udleve drømmen og leve det gode liv i et hus på landet? Eller bliver det også bare ved tanken, mens appetiten stilles med en udsendelse af Bonderøven eller Camilla Plum på DR2?

Den grundlæggende problemstilling, som jeg ser det, er at flertallet forlængst selv har opgivet at bestemme over den mad de indtager, fordi, hvordan fanden kan det ellers være,  at udbuddet af forskellige grøntsager, er så begrænset i supermarkedet? hvorfor er der så stor vækst i færdiglavet mad? Hvorfor er der så mange programmer, der koger suppe på det vigtigste vi har her i livet?

Hov der var vist noget meget vigtigt. Det kan du lidt tygge lidt på. Hvis du ellers magter det!

Hvis du ikke spiser mad, så dør du. Så enkelt er det. Din krop har brug for god næring, så din indre motor, har nok brændstof til både at vedligeholde sig selv, og give dig energi nok til at komme igennem dagens dont. Og det livsvigtige ritual, som skal gentages flere gange dagligt, har de fleste kogt ned til noget ligegyldigt, der bliver kørt med ligeså stor ligegyldighed …

Lad være med at snyde dig selv, det gør de allerede for dig på de fleste restauranter. De har nemlig lært af industriens kødgryder. Hvorfor tror du f.eks. at vi lever i et land, hvor det at drikke mælk, spise smør og ost og bacon, nærmest er en pligt fra fødslen af? Er det fordi at du bare godt kan lide det? eller kan du lide det, fordi det er det, du er vokset op med?

Hvis du og jeg ikke var vokset op i et land, hvor ARLA, sammen med resten af fjollehovederne i Fødevarer og Landbrug, havde haft så megen magt, som de har haft siden andelstanken, voksede dem over hovedet, så havde der været helt andre boller på suppen.

Du tror måske at jeg lyver, men prøv selv engang at kigge rundt i bybilledet. Der er f.eks. reklamer for Velfærdsgris. Hvor meget velfærd er der i, at du som individ er sat i verden for at andre skal æde dig. Samme organisation har i årevis fået skjult for offentligtheden, at det meste af det svinekød, som de producerer, er inficeret med MRSA – og det i et omfang, hvor de nu, hvor det ikke længere er en hemmelighed, siger at det vil koste alt for mange penge at udrydde …

Der er også reklamer med billeder af glade “køer”, der er koblet sammen med budskabet om, at du skal drikke mælk hver eneste dag. Gerne ledsaget af en underforstået trussel om, at du risikerer at dø af kalkmangel, hvis ikke du drikker koens mælk. Det til trods for, at der ikke er skyggen af videnskabeligt grundlag for den påstand. Det er der til gengæld, hvis du spiser mandler og grønkål. Her får du kalk som din krop kan optage.

Iøvrigt så fortæller de dig heller ikke at for at koen kan blive ved med at producere mælk, så kræver det at de holdes konstant gravide … og ligeså snart koen har fået en kalv, så tages den fra hende. Fordi mælken, der egentlig var tiltænkt til kalven; den skal vi mennesker bruge.

Du hører ikke om de grumme fortællinger fra landbruget, fordi du er blevet koblet fra. Ligesom nazisterne gjorde med deres borgere, så har landbrug og fødevarer formået at skjule sandheden bag deres virke. De gør det jo for samfundets bedste, og du skal jo huske på at det hele er baseret på andelstanken – ligesom med Coop … Og hvordan er det lige det går med dem og det med at være til samfundets bedste?

Mad skal der til, og hvis du ikke selv kan finde ud af det, så står der en hel industri klar til at tage dine penge; enten direkte i supermarkedet, eller inddirekte, ved at du klikker på de digitale snylteres reklamer.

Men igen det er jo sikkert også bare mig, der burde lade være med at tænke for meget over tilværelsens mærkværdige indretning … og så igen.

Forleden dag, var Skøgen og jeg et smut forbi Rema 1000, hvor vi spottede et lille net med nok drugeagurker til at sylte et enkelt glas. De kostede den nette sum af 16 kroner. På hylden ved siden af grøntsagerne kan man købe to færdigsyltede glas til samme pris.

Herude på landet, der plantede vi drueagurkfrø for 3-4 måneder siden (og en masse andre frø). Det har kostet under 20 kroner inklusiv vandforbrug og frø, for 10 planter. Indtil videre har vi syltet mere end 20 af de store glas. Og der er mange mange flere drueagurker på vej. Og så bestemmer vi selv hvad lagen skal krydres med, og i hvilke former agurkerne bliver syltet; skal de være i lange både, i skiver eller hele …

 

Mangel på kontrol

Den frihed får du ikke nede i supermarkedet. Der får du kun det produkt, som de mener du skal købe. Og det får lov til at forsætte sådan, fordi alle bliver ved med at gentage deres indkøbsvaner de samme steder, og aldrig tør undre sig højlydt over sammenhængen …

Præcist ligesom de idioter, flertallet bliver ved at vælge til at styre sandkassen inde på borgen. Og med den smøre overstået må vi hellere kigge på maden …

Mad i lag …

Jeg er holdt op med at kalde retter som lasagne, moussaka og shepherd’s pie for deres navn. De er røget ind under fællesbetegnelsen: Mad i lag. Det er god og nærende mad til flokken, eller kun til dig, hvis du skal være alene hjemme i mange dage.

Mad i lag er en dejlig undskyldning, for at få brugt de sørgelige rester af grøntsagblandinger i fryseren, og de slatne og runkne rester i grøntsagsskuffen. F.eks. fennikel, knoldselleri, porre og gulerødder. Slip fantasien fri og leg dig frem.

Mad i lag er fantastisk med en blanding af blendede stegte bønner (helst dem du har blødt ud natten over, kogt selv og til sidst givet en tur i blenderen), og kogte røde linser som det “hakkede kød” – selve sovsen er standard med løg, hvidløg, tomatpure og tomat på dåse. Som inspiration kan du se min opskrift på gryderet her.

Man kan også snyde med Hälsans Köks Vegansk Fars, der er lavet på soya og hvedeprotein – Du finder det på frost hos Rema (og sikkert også andre fine steder).

Problemet med Hälsans Kök, er at det er Nestlé, der ejer dem, hvilket gør at du dermed afgiver kontrollen til en virksomhed, der kun har en interesse – dine penge.

Men fred være med det. Produktet er faktisk ganske lødigt og meget velsmagende.

Røgsmagen klares nemt og elegant med grillet aubergine. De bliver meget glade for et drys røget paprika og lidt gærflager, når du tilbereder dem i ovnen.

 

Hvad fanden så med osten?

Det ostede element klarer du med blomkål … øh hvad??? Jep, det er et af de hemmelige trick, når maden skal være uden dyremisbrug.

Du skal bruge ingredienserne til en klassisk blomkålssuppe: 1 blomkålshoved, 1-2 løg, 2-3 fede hvidløg, frisk citronsaft, salt og peber, muskatnød, olie (til stegning af løg og hvidløg) og vand til det næsten dækker blomkålshovedet, der brækkes i mindre stykker. (stokken kan også bruges).

Når blomkålen er tilpas mør køres hele indholdet fra gryden på fuld smadder i blenderen sammen med 3-4 spsk gærflager, 1-2 spsk hvedemel og evt. en 1 kop mandeldrik (eller anden plantedrik). Husk at smage til med salt og peber og citronsaft. Hvis den mangler lidt ekstra skub på umami-smagen, kan løgpulver redde mange ægteskaber.

Skal ostesmagen være rigtig autentisk, må der lidt fedme til – jeg bruger altid den danske koldpressede rapsolie.

Herefter kan du smage den yderligere til med andre krydderurter som f.eks. estragon eller oregano. Du kan også undlade at bruge muskatnød. Og nej det er ikke ostesauce, men nøj hvor gør den retten dejligt cremet – ligesom med bechamel eller mornay …

1 blomkål kan snildt række til 2 store fade med mad i lag, men min erfaring er at det smager så satans godt, at den kun holder til 1 1/2 stort fad mad i lag. Så lav rigeligt. Det holder fantastisk i fryseren.

Se det er ægte dyrevelfærd!