Tinderdate

“Hvis jeg tager kaffen med, tager du så frokost med?” Hun vidste godt at jeg ku noget med maden. Hun havde allerede Googlet mig. “Okay” svarede jeg.

Det var midt i Juli. Midt på dagen. Assistens Kirkegården. Gennem Tinder var der opstået et tilfældigt match med en kvinde. Hun var meget interesseret i at mødes i den “Analoge Virkelighed” som jeg foretrækker at skrive til dem, når de indledende høflighedsfraser er ved at udvikle sig til en længere korrespondance med hensigtserklæringer.

Det er ikke fordi jeg havde noget som helst imod at skrive sammen, men jeg var ikke på Tinder for at finde en penneven. Det var jo kærligheden jeg ledte efter. Hvis det ikke virkede, så kunne man jo altid finde ud af at danse nøgen sammen gennem natten.

auberginer

Med udsigten til at skulle sidde på en tilfældig bænk syntes pastasalat at være en god løsning – det, og så det faktum at mit køleskab bugnede af grillede grøntsager efter et besøg i den lokale basar. Små skrigende lilla auberginer, der var blevet flækket på langs, udsaltet og bagt lidt i ovnen, ved 180°, indtil de blev bløde.

Spændstige grønne små zucchinier, der var flækket i kvarte inden de også røg i ovnen (180°) med lidt æbleeddike, olie, salt, peber og timian. De kommer til at smage lidt af frisk hav på den måde. På italiensk betyder zucchini: Lille græskar.

zucchini

Grillet rød og gul peberfrugt, oprindeligt bare skyllet med lidt koldt vand og så ind i ovnen i et ildfast fad. 200° og ca. 35 minutter senere, falder de helt naturligt sammen. Når de er afkølet kan skindet fjernes nemt og elegant og det bagte kød, der smager himmelsk kan moses med en gaffel (ligesom når man laver chimichurri), eller ganske simpelt bare pilles fra hinanden med fingrene.

Langtidsbagte tomater var der sørme også. Derudover havde jeg frosne ærterspringløg, citron og cashewnødder. Sidstnævnte fik lidt hurtig varme på den lille støbejernspande. Bare nok til at trække smagen frem.

To glas Pasta Penne blev kogt al dente. Herefter blev vandet drænet fra og pastaen ligeligt fordelt i to plastikbøtter. Jeg hældte lidt af den gode rapsolie over pastaen, sammen med lidt friskkværnet peber og et gavmildt drys gærflager inden jeg fordelte de forskellige grønne indslag ovenpå.

Inden lågene røg på, smed jeg et stykke citron med og et lille drys salt.

2 gafler og 4 stykker køkkenrulle gjorde det ud for bestik og servietter.

 

Velbekomme.