Masalakick

Tilberedningstid: 15 minutter
Ventetid: 20 minutter
Antal personer:  3 – 4
Redskaber: Spækbrædt, kokkekniv, 2 gryder, grydeske

 

De indledende øvelser
Nogen gange har man brug for en kulinarisk rejse, der løfter humøret og behager ens smagsløg. Inden du starter på denne rejse er der et par indledende øvelser, der skal foretages inden du rigtig kan drage nytte af denne magiske ret.

Læs mere

Først og fremmest skal du forbi den nærmeste Bazar eller butik, hvor de har forstand på krydderier. Jeg bruger to standardblandinger ved navn: Kebab Masala & Shawarma (Libanon), til denne ret. Dem bruger jeg også til min plantebaserede version af Durum Kebab, som jeg også har delt herinde, så du kan lige så godt få dem købt.

Dernæst skal du bruge bagt sød kartoffel og grillet peberfrugt. Begge ting er noget jeg laver løbende og opbevarer i køleskabet, fordi, så har jeg altid noget at trylle med. Ligesom mange af de andre ting jeg løbende laver. Du kan lave begge ting samtidigt i ovnen. Det tager ca. 35 minutter i en kold ovn. De skal blot smides på et stykke bagepapir på en bradepande. Derefter klarer ovnen arbejdet med at trække smagen frem. 

Læs mindre

 

Du skal bruge 
4 – 5 tomater, grofthakkede
1 dåse kikærter
3 fede hvidløg, finthakket
1 spsk finthakket ingefær
Citronskal, finthakket el. revet
Citronsaft
1 løg, finthakket
1-2 chili, skåret i tynde skiver
1/2 bagt sød kartoffel, i grove tern
1/2 grillet rød peber, finthakket
salt og peber
2-3 spsk kokosmel
Rapsolie
1 spsk muscavadosukker
1 spsk spidskommen
1-2 spsk kebab masala blanding
1-2 spsk shawarma (Libanon) blanding
1 tsk gurkemeje
Ris til 3-4 personer

Læs mere

 

Sådan gør du
Start med at sætte en portion ris over, derefter gør du alle grøntsagerne klar. Smid en gryde på komfuret og sæt temperaturen til laveste blus. Tilsæt spidskommen, masala- og shawarma blandingen i den tørre gryde. Når duften af krydderierne spreder sig i køkkenet tilsætter du olie og løgene. Rør det hele godt rundt og skru op til halv styrke.

Husk at holde øje med risene, hvis de koger nu, skruer du ned til laveste blus.

Når gryden med alt smagen begynder at syde godt tilsætter du chili, ingefær, hvidløg og citronskal. Lad det syde et øjeblik mere indtil det hele har fået mere farve og er blevet “blødet” op. Tilsæt kikærter, citronsaft,  gurkemeje, tomat, grillet peberfrugt og sød kartoffel. Rør godt rundt og tilsæt lidt salt og peber til blandingen. Læg låg på gryden og lad det simre 5 minutter på laveste blus.

Tilsæt 1-2 kop vand, sukker og kokosmel og rør godt rundt. Smag til med salt og peber og læg låg på igen.

Risene burde være færdig med at lege med vandet nu, så sluk for blusset og stil gryden til side.

Efter 5 minutter slukker du for gryden, der dufter af de dejlige magiske drømme.

Find skåle og tallerkner frem og server med brød, frisk mango, bananskiver eller appelsinbåde. Har du Naanbrød til din rådighed vil det gøre oplevelsen endnu bedre og sammen med frisk koriander så er du ikke til at skyde igennem bagefter.

Hvis du vil give risene et ekstra pift, kan du koge dem med et par kardemommefrø.

Velbekomme

Læs mindre