Romerillo

Tilberedningstid: ca. 60 minutter
Antal personer: 2
Redskaber: skærebrædt, kniv, gryde, bradepande og gaffel

 

På opdagelse i fortiden
På min første rejse til Sydamerika var jeg bl.a. i El Calafate, der ligger i den sydlige ende af Argentina. Her faldt jeg en dag, ved et helt tilfælde over et meget specielt krydderi. Et krydderi, hvis lige jeg aldrig har smagt. Planten, der leverer denne speciale oplevelse, er en oprindelig plante fra Patagonien, og den kan spores helt tilbage til de første mennesker, der bosatte sig i området for mange tusinde år siden. 

Læs mere

Det var på en tur til nogle hulemalerier, at jeg blev introduceret for denne spændende smagsoplevelse af guiden. Man brugte plantens tørre blomster som krydderi og det er virkelig en delikatesse. Den første smag der møder dine smagsløg er smagen af peber, og kort tid efter følger der lette toner af rosmarin og timian. Til sidst kommer der en meget særlig bitterhed, der spreder sig helt om i nakken. Lad mig sige med samme at hvis du ikke til bitterhed, så er det ikke romerillo du skal prøve.

Det sjove ved planten er at det er de færreste i byen, der tænker over at de kan gå direkte ud og plukke af den – den gror over det hele. For mig var det nødvendigt at prøve det af. Selvom man er på landevejen, kan man jo godt gøre sig lidt umage med den mad man indtager. Lad os komme igang – og er du ikke i Patagonien, kan du erstatte romerillo med rosmarin, timian og et laurbærblad. 

Læs mindre

 

Du skal bruge
2 stk kyllinge-overlår
1 dåse kogte kikærter
1 løg
1 bøftomat
1 grøn peber
1 sød kartoffel
2 selleristængler (resten kan bruges til en snack sammen med guacamole)
1 fed hvidløg
Citronskal – og saft
Salt og peber
Paprika
Spidskommen
Romerillo, maks 5-6 tørrede blomster (el. rosmarin, timian og laurbær)

 

Sådan gør du
Find bradepanden frem og læg kyllingoverlårene op i fadet. Læg et par skiver citronskal under. Drys salt, peber, paprika, spidskommen, lidt olie og saften fra en kvart citron over. Gnid det godt ind i skindet. Skær roddelen af løget, del det i to og stil det i fadet med skallen på. Del peberfrugten i to og læg i samme fad. Del tomaten i to og læg med den skårne side nedad (hvis du bruger rosmarin og timian så drys det under tomaten i fadet). Læg også den søde kartoffel i fadet. 

Læs mere

Stil fadet i ovnen og sæt temperaturen på 200°. Når skindet er sprødt og kødsaften er gennemsigtig er kyllingen færdig – og det samme er resten af ingredienserne.

Find en gryde og put lidt olie i. Hak sellerien i skiver. Finthak hvidløget. Put lidt varme under gryden. Tilføj først hvidløg og efter et øjeblik sellerien. Hæld kikærterne i gryden (husk at dræne vandet fra dem først) og rør rundt.

Mos tomaten direkte i bakken med en gaffel og føj den til gryden efter et øjeblik. Grofthak peberfrugten og put det til gryden. Flæk den søde kartoffel på langs og fjern skindet. Del kartoflen i mundrette stykker og tilsæt i gryden.

Hæld til sidst al saften fra bradepanden over i gryden sammen med en kop vand. Rør godt rundt.

Nu til den sjove del. Spis det sprøde skind fra kyllingen og pil kødet fra benene. Grovdel kyllingekødet og tilføj det sammen med benene til suppen. Tilsæt mere vand hvis nødvendigt. Bring suppen i kog og juster salt og peberbalancen, hvis det er nødvendigt.

Serveres med det samme og nydes med et par gavmilde dråber frisk citronsaft – og lidt flere dråber Tabasco eller Frank’s RedHot Sauce. Det skal smage af noget.

Buen Provecho.

Læs mindre