Rugbrødet

Tilberedningstid: 30-45 minutter
Ventetid: 1-2 dage
Redskaber: Dejfad, yoghurtskål, decilitermål, røreske, gummispartel, brødform til 3 liter

 

Jeg ved du kan! 

I den forgange tid har du haft mulighed at lære at lave plantebaserede udgaver af frikadellerleverpostejomelet og hakkebøffer. Jeg har også delt opskrifter på hjemmelavet mayo og agurkesalat. Derfor forsætter jeg idag, med opskriften på et andet og meget vigtigt element, der fuldender oplevelsen af førnævnte. Rugbrødet. Den uundværlige partner til den klassiske dansk madpakke-disciplin. Brødet der mætter i lang tid og er godt for fordøjelsen. Brødet der kan redde dig, når arbejdsdagen har været alt for lang, og du bare lige skal have fyldt maven op med god energi, inden du kaster dig halsbrækkende ud i tilværelsens mange fristelser efter mørkets frembrud.

Har du ikke selv en surdej, har du tre valgmuligheder; en tur forbi den nærmeste helsekostforretning, spørg i din omgangskreds eller bestil en hos mig. Afhentning sker fra min adresse og surdejen er ganske gratis, hvis du spørger pænt. Ligesom med surdejen til mit hvedebrød.

Og bare rolig, igen har jeg taget højde for, at din hverdag kan være travlt optaget.

 

Du skal bruge 

Del 1:
Rugmel (ca. 500 gram)
Knækkede rugkerner (ca. 250 gram)
1 glas surdej
7,5 dl. Vand
3-4 tsk salt

Del 2:
Rugmel (ca. 350 gram)
1/2 glas solsikkekerner
1/2 glas hørfrø
2.5 dl. vand
Evt. sesamfrø og græskarkerner

 

Sådan gør du

Del 1
Start med at koge 2.5 dl vand til at hælde over de knækkede rugkerner. Lad dem trække ca. 30 minutter. Herefter rører du salt, surdej, 5 dl. vand og rugmel sammen.

Når dejen har konsistens som en tyk havregrød, er den perfekt. Dæk over med et fugtigt viskestykke og stil til side 12-16 timer, før vi begynder på det næste trin. Jo længere tid brødet hæver, jo længere tid holder det sig friskt – det er magien ved at bage med surdej.

 

Del 2
Start med at hælde solsikkekerner og hørfrø over i en yoghurtskål. Hæld kogende vand over til de lige akkurat dækker. Lad det stå og trække 20 minutter.

Næste skridt er at blande vand i dejen sammen med en smule mel, så den bevarer den nuværende konsistens. Tag surdej fra til næste gang inden du går videre!

Når solsikkekerner og hørfrø har trukket vandet til sig, blander du det i resten af dejen. Tilsæt mere mel indtil dejen har fået en fast konsistens.

Herefter finder du brødformen frem og smører den med lidt olie. Herfra er det bare at overføre dejen til formen. Brug gummispartlen til at jævne og glatte overfladen med. Hvis du vil have sesamfrø og græskarkerner på toppen, drysses de med let hånd over toppen, og presses let ned i overfladen med spartelen. Stil brødet til hævning i 4-6 timer. Brødet er klar til bagning når det lige når over kanten af brødformen. Igen handler det om at trække hævetiden så langt tid som muligt.

Del 3
Stil ind i kold ovn, sæt temperaturen på 200° og sæt timeren til 40 minutter. Når uret ringer tager du brødet ud af ovnen og dækker det til med alufolie inden du stiller det ind i ovnen igen. Sæt timeren på 1 time og 20 minutter. Når uret ringer for sidste gang fjerner du alufolien (det kan snildt genbruges), og lader brødet stå i ovnen, i brødformen, på eftervarme i ca. 20 minutter.

Når den tiden er gået fjernes brødet fra ovnen (og brødformen) og stilles til afkøling på en rist, i minimum 1 time, inden du nyder den første skive. Brødet holder sig snildt friskt i minimum en uge, hvis du opbevarer det i køkkenskabet i en helt almindelig frysepose (8 liter størrelse).

Det travle tip
Hvis du starter brødet om eftermiddagen, når du kommer hjem fra job, så kan du, den efterfølgende morgen, inden du igen skal på job, forsætte med del 2 og sætte brødet til hævning mens du er på arbejde. Det kan sagtens tåle at hæve et par timer ekstra. Det gør kun brødet endnu mere modstandsdygtig over for eventuel mugdannelse.

Du kan også starte brødet inden du tager på job om morgenen, og så forsætte processen lige inden du går i seng om aftenen. Så hæver det natten over. Det kræver til gengæld, at du har tid til at bage det om morgenen, inden du skal tilbage til forlystelserne i beskæftigelseslotteriet.

God fornøjelse og velbekomme.