The burger

Ja det kan faktisk lade sig gøre at lave en 100 % plantebaseret burgermenu. Endda med den lækre mundsmag af knasende “bacon”.

I dag bliver det anderledes, fordi du får ikke en rigtig opskrift. I dag får du flotte madbilleder, henvisninger til mine egne opskrifter; henvisninger til andres opskrifter og en opfordring til at læse på opskrifterne og så ellers give den gas i køkkenet. For det er et af mine ærinder med mine opskrifter; at lære dig at lave maden fra bunden, uden at der behøver gå Camilla Plum i den.

Magter du ikke at gå alle processerne igennem, så spring over der, hvor det giver mening for dig.

 

Burgermenu

Til en ægte burgermenu skal der sprøde kartofler til. Dem finder du et godt tip til her. Er du til den klassiske fortolkning af en burgerbolle, må du en tur forbi supermarkedet. Ellers er du velkommen til at prøve kræfter med min brødopskrift og lave din egen fortolkning. Mayo, kan snildt laves i en plantebaseret udgave, og efter min mening, en meget nemmere og mere velsmagende udgave. Det næstvigtigste element i en burger er hakkebøffen, og til det formål har jeg skrevet en længere afhandling om min udgave af hakkebøffen. Det kan virke lidt voldsomt ved første kig, men det er faktisk temmelig nemt.

Syltede agurkeskiver må der i min verden også til. Dem kan du også lave selv. Ketchup og sennep, kan være noget af en kampzone at bevæge sig ind i, har jeg erfaret gennem årene,  så det overlader jeg trygt til dig selv at hitte på.

 

The-Burger-unfolded

 

Bacon

Det vigtigste element i en burger er bacon. Det har før været lidt af en udfordring, at lave en plantebaseret udgave af “grøntsagen”, der altid er i sæson. Selve smagen af bacon, har længe været offentligt kendt; salt, fedt, røg, umami. Når det kommer til “knaseeffekten”, har der gennem årene  været talrige forsøg, med forskellige planter som; gulerod, aubergine, svampe og tofu for at nævne nogen af dem. Fælles for dem alle er at det har ikke leveret den fulde baconoplevelse.

Om det er et resultat af en fælles hjerneblødning på nettet, blandt plantespisere, vides ikke. Men ikke desto mindre, så har de to indehavere af bloggen veganer.nu, forsøgt sig offentligt med rispapir med stor succes. Jeg har selv rodet med knasende rispapir i andre sammenhænge. Det smager og knaser bacontastisk. Det er fedt at opleve, hvordan delingen på nettet af madopskrifter, kan få vidunderlige ting til at opstå. Du finder opskriften her.

Og nej, de er ikke de første jubelidioter, der har forsøgt sig med rispapir. De er bare de første, der har haft succes med den på nettet. Men mere om det en anden gang, vi er jo igang med at lave en fucking lækker plantebaseret burgermenu!!!

 

Ost og kaninfoder

Så mangler vi kun de sidste to elementer. Osten og det grønne fyld. Hvis vi starter med osten, så kan du snyde dine smagsløg med en plantebaseret udgave af noget, der smager lidt henad ost og på en halvbrugt tirsdag, gemt under en fugtig IBYEN-sektion fra Politiken, muligvis kan give associationer til den ægte vare. Du finder et fornuftigt udgangspunkt til en opskrift hos PlantePusherne.

Jeg skal dog advare dig om, at hvis du troede jeg skriver omfattende; så er mit skriveri om mad, at sammenligne med en pixibog, i forhold til PlantePusherne. Du skal også være forberedt på en heftig omgang vegansk klagesang, der efter min mening, bliver lidt for frelst at høre på, med indehaverens hellige prædikener. Ikke desto mindre er der god inspiration og indsigtsfuld viden at hente der.

 

the-burger-ingredienser

 

Den sidste del

Den sidste del der mangler, er det “grønne” fyld. Du kan jo køre den klassiske vej med snittet iceberg, tomatskiver, løgringe og de førnævnte syltede agurkeskiver. Det er dit valg.

Jeg har valgt en anden vej, når det kommer til salatdelen. Den består af fintsnittet grønkål og rød spidskål som jeg blander med most avokado, et par dryp citronsaft, hakkede tomater og syltede tyrkiske chili, skåret i skiver. Det giver en bedre balance, når du kun skal koncentrere dig om at holde løgringe og agurkeskiver indenbords.

Hakkebøfferne på billedet havde jeg smurt med lidt olie, inden jeg smed dem på min grillpande, så de kunne få de vigtige brankede afmærkinger af en grillrist.

Jeg håber du finder tid til at lege med de forskellige opskrifter og får en god oplevelse ud af det.

Velbekomme.