Vinaigrette

Ligesom den gode dressing kan en god olieeddike-dressing løfte din mad til helt nye højder. Prøv den f.eks. sammen med grillede squash og tilsæt lidt frisk gedeost og lidt oliven til.

Det er helt fænomenalt. Sammen med en stor håndfuld grillede grønne asparges og friskrevet parmesan er du ikke til at skyde igennem, og du får med garanti ros for den perfomance. Der er rigeligt til mange dage i denne opskrift, og den holder sig nemt mange dage på køl.

 

Du skal bruge
1 stor kop olivenolie
3 spsk æbleeddike (eller hvidvinseddike)
Saften fra en halv citron
Skallen fra en kvart citron
1 spsk dijonsennep (af den grove slags)
1 tsk friskkværnet sort peber
Lidt salt til at balancere syren, fedmen og sødmen.
1 god spsk honning

 

Sådan gør du
Find en god størrelse skål frem så der er plads til, at du kan piske det hele godt sammen. Start med at tilsætte alle ingredienserne minus olien. Miks det godt sammen og tilsæt så olien på en gang. Pisk det hele godt indtil det er mikset godt sammen og dressingen har fået en vis tykkelse. Stil dressingen til side i mindst 30 minutter, hvorefter den er klar til brug.

Husk at med f.eks. en håndfuld fede hvidløg og et par gode kviste friske krydderurter, kan denne dressing nemt trylles om til den lækreste marinade til et hvilket som helst stykke kød, der trænger til et godt pift.

Velbekomme