Det sure brød

Stilheden var tiltrængt. Jeg havde brug for ro og fred til at tænke mange tanker til ende; tanker om livet, døden, fremtiden, fortiden; formålet med min tid og eksistens; hvad vil jeg belemre verden med og hvad vil jeg belemres med? Spørgsmålene var mange ligesom svarene, og jeg var egentligt stadigvæk godt igang med det, da 2020 og Corona kom listende. 

Mig og den lille flok af nøje udvalgte mennesker, som jeg deler frit land med, mærkede i starten ikke meget til de gigantiske forandringer, der rullede ind over det ganske land og resten af planeten. Vi er vant til at leve alene, uden for meget kontakt til omverden. Isoleringen følger naturligt med, når man har valgt at bosætte sig længst muligt væk fra storbyens larm og røg. 

Og bedst som nedlukningen af det hele var kommet godt i gang, kom Donald, Bolsonaro og Boris på banen. Samtidigt ramte alvoren dem der ikke længere måtte komme væk fra familien på daglig basis. I begyndelsen var det god underholdning at læse med på nettet, når alle de stakkels hjælpeløse mennesker, der var vant til at alle andre gjorde det hårde arbejde for dem, pludselig skulle gøre det meste af det hele selv – de klynkede højlydt og desperat over deres yngel, der viste sig at være knap så nuttede og bedårende i virkeligheden, når de selv skulle tage sig af dem. 

Det var tilsyneladende en meget traumatisk oplevelse for det meste af befolkningen,  pludselig at skulle tage ansvar for sit eget lort, inklusiv det der bliver proppet i munden. 

Da panikken, efter et par uger, for alvor satte ind ude i samfundet, og alle snakkede om både penge og fødevaremangel, blev vi trætte af at høre på de andres jammer. Vi regnede vi lidt på vores behov for mad det næste års tid og så satte vi dobbelt så mange kartofler som sidste år. Det tog et par timer, plus det løse, at sørge for at vi har kartofler til et helt år. De fleste af læggekartoflerne var af egen høst fra sidste år. Svaret på dit spørgsmål er ganske enkelt: Kartofler kan spises, det kan penge ikke. 

Jeg har haft det på fornemmelsen et stykke tid, og i morges da jeg skar den første skive af det brød jeg bagte i går aftes, slog det mig. Ligesom stilheden var tiltrængt, så var afbrydelsen det også. Jeg trænger til at vågne op igen og belemre verden med mine tanker om tilværelsen, livet og den mad vi propper i munden. 

Der sker mange ting derude i verden lige nu, ting der rummer et kæmpe potentiale for at ændre på lortet og få skabt de nødvendige forandringer, måske kan vi redde stumperne – og efterlade en planet der virker så’n nogenlunde til de kommende generationer? De tanker smed jeg videre til et af mine andre steder på internettet …

Det sure brød – I bunden af vores køleskab bor der to meget levende og potente organismer. De har hvert deres gamle sylteglas. Den ene er surere end den anden. Den ene bruger vi til at lave rugbrød med. Den har jeg haft i mere end 15 år. Den anden bruger vi til hvedebrød. Den startede for nogle år siden med en klat af den første, og derfra har den fået lov til at formere sig på en meget farlig glutenholdig diæt i form af hvedemel i alskens afskygninger. 

På det sidste er vi gået over til at fodre den med ren Ølandshvede. Specifikt er det den økologiske fra Rema (som de siger stammer fra det gods de ejer en del af). Det er den mel der giver det bedste brændstof, når hvedebrødet skal hæve. Konkret får den brødet til at hæve dobbelt så hurtigt, som alle de andre hvedemel vi har prøvet kræfter med. Og det endda med en mindre mængde surdej. Oveni, så har surdejen en svag duft af æbler. 

En dag, hvis jeg får lyst, kan det være at jeg deler nogle af de eksperimenter med en ny surdej jeg har kørende sammen med en af mine gode venner. Måske. Indtil da må du på nettet og gøre dig nogle sure erfaringer.  

Til det sure brød der gør dig glad skal du bruge følgende ingredienser:

200 gr. rugkerner

100 gr. havregryn

300 gr. ølandshvede

300. gr. helt almindeligt og kedeligt hvedemel

2-3 tsk. salt

5 + 2,5 dl vand

Noget til at pynte overfladen med, f.eks. birkes, solsikkekerner og hørfrø.

Til at lave brødet, har jeg et stort dejfad (håndlavet og brændt af et sært menneske nord for København), en gammel træske med hul i og en spartel som er ældre end surdejen og et decilitermål købt i IKEA sidste gang jeg blev ledig på markedet. 

Til at bage brødet i, har jeg en brødform, der kan rumme 3 liter. Det er typen med runde hjørner fra EVA, der er ligeså gammel som surdejen. Den har slip-let belægning og bliver sjældent vasket. Jeg ved ikke om de laver den mere, fordi det har jo desværre vist sig at det var af en de mest holdbare de nogensinde har lavet. 

Trin 1

Hæld rugkerner, havregryn, salt og 5 dl vand i dejfadet og rør rundt indtil saltet er opløst. Lad kerner og gryn trække utildækket i mindst 1 time.

Trin 2

Smid en god klat surdej oveni (ca. 2-3 spsk med lille top på), sammen med 2.5 dl vand. Rør grundigt rundt indtil det hele er blandet godt sammen. Lad det trække i 5 minutter.

Trin 3

Tilsæt melet og rør det hele godt og grundigt sammen. Brug gerne 5 minutter på det, så du får trukket og strukket godt i dejen. Ja dejen er i en mere flydende konsistens, end du måske er vant til. 

Trin 4

Klargør brødformen ved at smøre den med lidt olie i bunden og i hjørnerne (bare for en sikkerheds skyld). Hvis du vil gøre som mig, så drys en håndfuld solsikkekerner og hørfrø i bunden. Smid dejen ovenpå, fordel den ensartet i formen og glat overfladen med spartlen. Pynt med birkes eller andre spændende ting og stil dejen tildækket til side. Dejens mængde fylder formen halvvejs op. Bag det når det har nået toppen af kanten. Hævetiden er 12-24 timer. 

Trin 5

Jeg bager brødet på en rist i midten af ovnen. Ovnen er kold når jeg stiller brødet ind. 

Temperaturen sættes til 200 grader, med varmluft. Sæt en timer til 50 minutter. Når tiden er gået slukker du for ovnen, tager brødet ud af formen og banker let på både bund og top. Alt efter hvordan den hule lyd lyder, har brødet brug for 5-10 minutter på eftervarmen. Det kræver meget øvelse at ramme den rigtige hule lyd. Dem der er dovne bruger et stegetermometer. 

Mange års erfaring har lært mig at modstå fristelsen (for det meste!) – Lad nu det friskbagte brød hvile til det er helt kølet af. Gerne natten over. 

Velbekomme